Jeg har det bedst med selv at spørge folk, når jeg er i tvivl om noget. Ellers skal de bare lytte og støtte. De der hentydninger, som artiklen her fortæller om, har jeg også fået nogle af, og jeg synes de er forfærdelige. Men jeg synes også det er svært at se folk gøre ting, der er helt hen i vejret – og så er det at rådene kommer ud på den måde. I den situation må man så bare huske på, at andre mennesker har andre børn, og andre ting virker på deres børn end på mit barn, sådan er det bare.
Jeg vil gerne have gode råd, men nogle gange er jeg bare for tyndhudet af søvnmangel eller frustration til at kunne tage imod og så virker det altså ikke. Jeg synes man skal huske, at det er ok at give et råd, men det er ikke ok at forvente, at den person, man giver det til, også bruger det / kan bruge det. Man kan give et godt råd, men bagefter skal man altså holde sin mund og være glad for at der blev lyttet. Som rådgiver skal man så et frø og stole på, at hvis forholdene er til det, vil frøet spire. Det hjælper ikke at blive ved med at proppe frø ned i en jord, det ikke kan gro i 