Ååh ja, det kender jeg alt til. Jeg hader allermest de indirekte råd og råd, der er pakket ind i sukkersød hensyntagen, men som i virkeligheden er en kniv i dit hjerte. Dem hvor en perfekt mor siger til en anden (i hendes øjne) uperfekt mor: ‘JEG gør altid xx, gør DU ikke? Nå, nej det kan jeg ikke forstå, at du gør, tænk på … det er ellers så let … det har jeg aldrig prøvet, mon ikke du giver ham for meget slik/forkert mad/er uduelig?’
Men hør bare hvad jeg måtte lægge ører til:
70er klassikeren: ‘Lad du ham bare skrige, så får han trænet lungerne’ og ‘han tager ikke skade af at skrige en times tid eller to’. For det første; jeg vil lære min søn, at når han beder om hjælp, så får han hjælp. Punktum. I øvrigt er det ikke lungerne, man bruger til at skrige med. Lungerne trænes rigeligt af at trække vejret!
Min fars form for opbakning ønsker jeg ikke for min værste fjende – han sagde ‘din mor kunne heller ikke amme, så det kan du nok heller ikke’ – ikke verdens fedeste kommentar, når man kæmper for at få amningen til at køre. Jeg kunne amme – jeg havde bare en slow start!
En dame sagde, da min søn var 4 måneder: ‘Lidt røg kan han da sagtens tåle, din bror og dig fik meget mere røg, da I var små’ … ej, men super! Så jeg sad og ammede på terrassen i frostvejr, mens der blevet røget indendørs. Damen er død nu. Wonder why?
Eller damen i Kvickly, der fortalte min mand, at vores søn skulle have mere tøj på og især en kyse på. Han havde body på i 30 graders varme. Solhatten lå klar til vi igen kom udendørs.
Eller en anden gammel hejre, der da jeg stod med 4 dage gammel skrigende baby sagde til mig ‘Det er vist mere end du kan klare, hvad?’ Jeg brølede af hende: ‘ Hvis jeg tager din rollator, kan du så klare dig selv?’
Det kan godt tænkes, at man er blevet klogere og har fundet bedre måder at gøre tingene på i løbet af de sidste 30-40 år, men det er der meget få (ældre) kvinder, der ikke fatter.
En anden ting, jeg passer ekstremt meget på, er ikke at råde nybagte forældre, fordi jeg allerede nu hvor min søn er 2 år, har en tendens til at se tilbage på hans første år som let og problemfri. Det var det ikke, og det var også det, jeg selv bemærkede, da han var helt lille: Mødre med større børn var dem, der gav mig allerflest uønskede (og meget ofte ubrugelige) råd, fordi der allerede et-to år efter lægger sig en tåge over den første tid. Man glemmer så hurtigt – også alle de kiksede råd. Man finder sin egen vej.
Gitte K